Forvaltninger, ikke mindst kommunale forvaltninger, forbryder sig nærmest dagligt imod fundamentale garaniforskrifter, der skulle have beskyttet individet mod systemets vilkårlige overgreb.
I min egen portefølje af erfaringer som partsrepræsentant har jeg erfaringer nok indenfor
Jobcentersager, hvor mennesker nægtes pension
Sociale bedragerisager, hvor ledelsen nægter at kende til de retsregler, der gælder på området
Anbringelsessager, hvor det generelt står elendigt til
Ved indførelsen af vores fri forfatning gik beskyttelsen af individet mod herremanden, systemet, forud for alt andet. Derfor må der ikke – heller ikke udenfor strafferetsplejen ikke straffes eller sanktioneres uden hjemmel i lov, og den myndighed, der straffer, skal have tildelt kompetencen til at træffe sådanne afgørelser.
Garantierne skulle efter oplægget til magtadskillelsen ligge i, at der skulle være adgang til at få en sådan sag bedømt.
Men det er gået helt anderledes. Allerede Alf Ross var betænkelig ved, at der kunne ske et skred i retning af, at embedsværket beskytter sig selv.
Der er tale om tilstande, mange med tilknytning til embedsværket og det politiske system er fuldt klar over.
Enten er de (vi?) sovset ind, eller også opgiver de i det store suk. Ikke skabelsens, men destruktionens.
Er der slet ikke noget at stille op?
Det mener jeg, der er. Men det er et langt dybere opgør, end mange forestiller sig. Ser man vores system, ikke som ideelt-demokratisk, men snarere som korporatistisk-oligarkisk, så forstår man måske pilens retning.
Vi trænger til en demokratisk revolution, der forlanger demokratiet genindført i form af reelle retsgarantier.
Pressen er en ørken. Alle “retsreportere, -analytikere og – specialister” beskæftiger sig udelukkende med kriminalitet og fungerer som mikrofonholdere for Hummelgaard.
Beskyttelsen af de svageste mennesker tilhører det underlige ikke-sted mellem bunden af indbakken og papirkurven. Ikke bare nu, men i årevis.
Problemet er, at magthaverne – her embedsværket og det politiske system hele tiden korrumperer i den forstand, at det pr rygmarv beskytter sig selv. Og den fjerde statsmagt er ingen nytte til, for den er konform og i det store hele – i hvert fald på dette område præget af, at den forveksler autoritet med sagkundskab.
Så er der de politiske partier, som er sammenvokset med embedsværket. Og bagved meget sidder Kommunernes Landsforening, der helst af alt ønsker alle beskyttelsesmekanismer sendt ud i rensnings- og opslemningsanlægget som “bureaukrati”. Socialdemokratiet og Venstre er komplet systembærende. De er gode til a lede opmærksomheden hen på andre emner.
Jeg giver meget lidt for SF og Enhedslisten her. de er med i “Barnets Lov”, der i modstrid med menneskerettigfhederne har indført et nyt fænomen: “Tvangsrugemødre”. Så et foster kan tilhøre ikke sin biologiske moder, men nogle fremmede mennesker, så overdragelsen af pakken efter fødslen kan ske umiddelbart.
De juridiske komplikationer er mangfoldige ved den ordning. Må den gravide med fostret sprællende i maven tage til en anden del af landet? Hvor er nu forskellen mellem bevægelsesfrihed og frihedsberøvelse?
Jeg har tilsvarende eksempler på andre områder, der er omfattet af “tvangsindgreb udenfor srafferetsplejen”.