Massakren 7. oktober ændrede verden

af Mikael Hertig  7. november

 

Der er nu gået en måned, siden Hamas’ massakre i Israel, hvor tusinder blev dræbt, og hvor der blev taget gidsler.Der bombes stadig løs på hospitaler og mennesker i håbet om, at nogle af dem måske kan have haft noget med Hamas at gøre. Resten er collateral damage.

 

 

2022-23 havde på grund af Ukraine-krigen forinden skabt, hvad jeg bildte mig ind, skulle være en højere grad af dansk sikkerhedspolitisk konsensus. Alt fra Enhedslisten til de politisk ukorrekte partier stod sammen om NATO mod Putin og dermed i det mindste i dette tilfælde om en befolknings selvbestemmelsesret.

Ligesom man i Vesten altid taler om verden før  og efter 11. september 2001 (9/11), hvor tvillingtårnene blev angrebet af Al Qaida og Bin Laden,  må vi nu tale at tale om verden, der rystes af massakren 7.oktober.

 

Pludselige ændringer er aldrig bare pludselige. Som jordskælv har årtiers erosion gået forud for de voldsomste skælv, der gør os skrøbelige og fremmede. Jeg var uforberedt, havde ikke været særlig opmærksom på de brydninger, hvis dønninger oversvømmede os.

Årtiers danske dannelsesidealer har ændret Danmark.  Det handler om meninger om verden og viden om verden, Om bedømmelser og meninger på den ene side og verdensbilleder på den anden.

I min barndom, hvor børn skulle tie stille,  skulle man  “vide”, før man på kvalificeret vis kunne  sige noget, mene noget. Jeg har et muligvis fejlagtigt indtryk af, at undervisningssystemet og pressen har udviklet en form for pærevælling, hvor det er vigtige at synes noget, udtrykke værdidomme om op og ned, om rigtigt og forkert, som om der var tale om en form for standpunkt, uanset de underliggende vidensforudsætninger var forkerte. Eller som Hasse og Tage sagde det i den berømte “Mosebacka Demokratin”:

Nu heter det inte längre “dumhet”, nu heter det “Alternativt demokrati”

 

Naturligvis kan man overfor sådan arrogance pege på, at der nok burde være  en naturlig ydmyghed forbundet med de vidende personers adfærd, hvis de hele tiden optræder “bedrevidende”; på den anden side er det altså rart med udsagn, der er underbyggede af gedign viden, og vås og vrøvl eksisterer i virkeligheden.

Det jeg også savner, er viden, ikke om ondskaben. Men om den historiske udvikling, fjendskabet, og om, hvor splittelsen sjæleligt og geografisk imellem palæstinensere kommer fra. Og hvad jeg ser her i landet, er de konformes og midtens ekstremistiske fordømmelser. Yderligtgående konformisme.

 

Siden 7. oktober er en masse mennesker blevet beskyldt for at være enten nazister eller antisemitter i den pludseligt opståede besværgelseskultur:  Selvretfærdigheden vinder over usikkerheden og skrøbeligheden, overtager dømmekraften.  Jeg ville personligt gerne have fastholdt ikke bare mine personlige danske,  venner, som nu har rubriceret mig på et eller andet forkert hold.

Ondskab har intet patent. Man må starte med sin egen indre svinehund, for vejen til helvede er belagt med (selv) retfærdighed, hævntørst og de bedste meninger. Rosen har sin indre orm.  Godhed og ondskab har det som liv og død, kærlighed og had. De  er facetter af os selv.

Opgaven er ikke at dømme i en ondskabskonkurrence for at udpege den mest onde, men at finde ud af, hvordan vi beskytter mennesker mod bomber, hvordan de lidende, tabende børn altid, som Klaus Rifbjerg sagde det, er krigens første og sidste ofre. Med disse menneskers død, sorg, smerter, lidelser og savn skabes der traumer, der med deres djævelske væsen  med pigtråd og tårne indhegner håb om at kunne leve i en tryggere verden i kærlighed og fælles glæder.

Afkolonisering af sindet

I den vestlige verden identificerer vi os meget i disse år på en urealistisk måde for vores dejlige demokratiske værdier, med menneskerettigheder og så videre. Vi skammer andre lande, der ikke har demokrati og menneskerettigheder ud for deres primitivitet og ondskab.

Men vi bør tage bjælken ud  af vort eget øje. For Occidenten, Vesten, elskes ikke af Afrikas, Sydamerikas eller Asiens folk for vores søde værdiers skyld. De ser udbytning, fattigdom, og nød.
De kan føle sig overladt i lande, der slet eksisterede som lande, før vi koloniserede og myrdede, fragtede slaver.

Vesten bør derfor efter min mening gå ind i en selvransagelsesproces, der synes umulig efter 7. oktober. Ikke desto mindre nytter det ikke at lade krigen i Gaza fremstå alene som de gode vestlige intentioners kamp mod de onde muslimer. Det er blevet en lokal religionskrig og samtidig det, det i FN og andre internationale sammenhænge truer med at ligne en verdenskrig. I en sådan risikerer vi, at de levende kommer til at misunde de døde.

 

For håbets skyld:

 

 

Jødedom, Kristendom og Islam har denne sætning tilfælles:

Lad os derfor velsigne alle mennesker i Palæstina / Israel

 

Herren velsigne Jer
og bevare Jer
Herren lad sit ansigt lyse over Jer
og være Jer nådige,